fbpx
Loading...
Bliv økonomisk fri 2019-02-03T14:34:43+00:00

At skabe økonomisk frihed er et marathon ikke et sprint

Strukturen og tankesættet der virker, når du vil skabe rigdom. Garanteret fri for “get rich quick” tips!

Introduktion

Passiv Indkomst. Nu er for dig der ønsker at få mere ud af dine penge og din tid. For tid og penge er tæt forbundne i vores samfund, hvor over 95% af befolkningen bytter deres tid for penge og har max. 2 indkomstkilder. Hvad enten dit mål er at have bedre kontrol over dine penge eller stoppe med at arbejde for penge og leve af passiv indkomst, så ønsker jeg at vise dig hvordan penge og økonomi fungerer og hvordan du kan bruge den viden til din fordel.

På denne side kan læse om:

  • Hvilke elementer der indgår i privatøkonomi
  • Hvordan ser din økonomi ud i dag og hvordan en økonomi for dem der er økonomisk frie ser ud
  • Hvad er økonomisk frihed, målkapital og hvornår du bliver økonomisk fri
  • Passiv og aktiv indkomst og de fire måder du kan tjene penge på
  • Investering, afkast og renters rente
  • Din motivation og dit “hvorfor”?
  • De 2 vigtigste elementer for at nå i mål – mindset og tiden

Mit mål er at støtte dig i at få et rigere liv med flere penge, mere tid og mere energi.

Rejsen til økonomisk frihed har jeg opdelt i 4 enkle skridt. Du kan kan læse mere om dem her:

Jeg mener ikke man kan spare sig rig, eller jo, det kan du måske. Men hvor lang tid har du og hvor sjovt vil du have det på vejen? I stedet for at kun at se på hvor du kan spare, så kan du med fordel bruge energi på at lære at tjene mere. Længere nede i afsnittet kan du lære om de 4 måder du kan tjene penge på, hvoraf 2 af dem er passive.

For at kunne skabe passiv indkomst og økonomisk frihed, er du nødt til at investere. For at investere skal du have noget kapital. Derfor bør du spare op. Længere nede lærer du hvordan du bedst administrerer dine penge når de kommer ind på lønkontoen.

Når du bytter forbrug ud med investering er du på rette vej. Længere nede på siden kan du læse om, hvordan du kan investere både tid, penge og energi for at få økonomisk frihed.

Invester dine penge og lev af de penge dine penge tjener (afkast) til dig. Det er den vigtigste detalje mange glemmer.

Økonomisk frihed

For at forstå hvor du er og hvor du gerne vil hen på den økonomiske skala, så definerer jeg økonomisk rigdom på 4 niveauer.
Det der styrer hvilket niveau du er på, er dels tiden du kan leve af dine penge og dels hvordan du tjener pengene.

  1. Økonomisk stabilitet: Når du har adgang til en kontantbeholdning eller let omsættelige aktiver der kan dække minimum 6 måneders indkomst.

  2. Økonomisk tryghed: Når dine passive indkomster dækker dine passive (faste) udgifter, og du derfor kun skal arbejde for at dække dine aktive udgifter.

  3. Økonomisk frihed: Når dine passive indkomster dækker samtlige af dine udgifter ud fra den livsstil du lever i dag.
  4. Økonomisk overflod: Når dine passive indkomster dækker samtlige udgifter og du lever det liv du drømmer om.

Passiv indkomst er maskinen som giver dig frihed. Uden passiv indkomst kan du aldrig opnå økonomisk frihed.

For at forklare hvad passiv indkomst er, bruger jeg Robert Kyosakis’, Indkomstkvadrant. Kyosakis er forfatteren bag bestselleren: “Rich dad Poor dad”.
Indkomstkvadranten forklarer nemlig at der findes 4 måder at tjene penge på:

A: Ansat, du bytter din tid for penge.

S: Selvstændig, din virksomhed er afhængig af at du er på arbejde.

V: Virksomhedsejer, du ejer en virksomhed eller et system som tjener penge til dig, også når du ikke er der.

I: Invester, dine penge tjener penge til dig.

A og S handler begge om at du bytter din tid og din viden for penge. Du går på arbejde og får løn den sidste dag i måneden. Hvis du stopper med at gå på arbejde, stopper din løn. Både S og A er AKTIV INDKOMST.

I V og I gør du arbejdet én gang. (Der skal ofte investeres en massiv mængde energi og tid, over en kortere eller længere periode) Herefter får du penge udbetalt løbende igen og igen. Din tid bliver dermed frakoblet fra dine penge, hvilket gør at det er en PASSIV INDKOMST

Du kan godt have indkomst fra flere af kvadranterne. 95% af den danske befolkning har deres primære indkomst fra A kvadranten.

For at forklare forskellen, bruger jeg en metafor som handler om at løbe med spande med vand. Se mere om det i nedenstående artikel.

→ Vil du vide mere om forskellen på aktiv og passiv indkomst, så anbefaler jeg at du ser denne vlogpost

(Scroll videre – skriv dig op til nyhedsbrevet, teksten fortsætter længere nede på siden:))

Elementerne i din privat økonomi

Ordet økonomi handler som udgangspunkt ikke om penge, men om at økonomisere og administrere ressourcer. Du har flere ressourcer i dit liv som kræver administration. De ressourcer jeg altid arbejder med, hver især og i samlet flok, er TID, ENERGI og PENGE. Det gør jeg fordi jeg vover at påstå, at ligegyldigt hvad du gør i dit liv, så bruger du en eller flere af de ressourcer. Afsnittet her handler om ressourcen PENGE, de andre ressourcer kan du lære mere om længere nede på siden.

Penge økonomi, også kaldet privat økonomi, består af en række elementer, som er vigtige at forstå, for at hele ligningen med passiv indkomst og økonomisk frihed skal gå op. Jeg vælger at kigge på min privat økonomi på samme måde som en virksomhed, da det giver mig de samme forudsætninger for at træffe økonomiske beslutninger. Det anbefaler jeg også dig at gøre.

Det betyder at din privatøkonomi består af 2 hovedelementer, et resultatregnskab og et balanceregnskab.

Resultatregnskab

I resultatregnskabet ses dit cashflow. Penge kommer ind på kontoen (indkomster) og penge forsvinder ud af kontoen (udgifter). Dette er ganske basalt. Det vigtige i resultatregnskabet er, for mig, at være bevidst om og selvfølgelig måle fordelingen af, om det er aktive indkomster eller passive indkomster der kommer ind på kontoen.

Efter foregående afsnit har du sikkert en god forståelse af forskellen på de 2 typer af indkomster. Lad os derfor kigge nærmere på aktive og passive udgifter.

På indkomst siden afgør vi om en indkomst er aktiv eller passiv ud fra hvor meget/hvordan vi bruger energi på at få pengene. På udgift siden er det omvendt. Vi kigger på hvor meget energi vi får når vi bruger pengene.

Det betyder at en aktiv udgift er en udgift hvor vi fyldes med glæde i betalingsmomentet. En ferie, en biograf eller koncert billet, en middag med vennerne eller når du køber noget du har drømt om længe.

En passiv udgift er stort set alt det andet, ofte det som vi ikke rigtigt ser, da det typisk betales med betalingsservice. Telefonregninger, gas, strøm, internet, forsikringer, husleje, benzin, renter på lån….

Og snyd nu ikke ikke dig selv med at overbevise dig selv om at du med glæde betaler din benzinregning fordi du er glad for din bil eller din husleje, fordi du har valgt at bo på en dyrere adresse – det er mental bogføring, det tager jeg op på et senere tidspunkt.

Nu er jeg ivrig for at gå til den mindst ligeså vigtige del af dit private regnskab, nemlig balanceregnskabet. Det er her motoren ligger til enten at bygge frihed i sin økonomi, eller det modsatte.

Balanceregnskab

I balancen findes aktiver og passiver (det skal ikke forveksles med aktiv/passiv indkomst/udgift)

Aktiver er det du ejer, som skaber en indkomst

Passiver er det du ejer, som skaber en udgift

Se, det er jo enkelt, ikke? Men hvorfor køber 95% af befolkningen så passiver i stedet for aktiver? Trenden viser, at jo flere penge du tjener, jo flere passiver skaffer du dig. Dette er så utroligt vigtigt at forstå. Vil du være økonomisk fri skal du købe flere aktiver end passiver.

Der er ingen grænser for hvad man kan fylde på af aktiver! Mere om det under investering (indkomst af kapital) længere nede på siden.

Alle dine lån er passiver. Dermed ikke sagt at målet er at leve gældfrit. Mange tror fejlagtigt at gældfri er lig med økonomisk frihed. Det er for mig at se en skrøne, da det ikke er så sort/hvidt. Der findes gode og dårlige lån. Dårlige lån er dit billån, boliglån, kreditkort-gæld og afbetaling på diverse forbrugsgoder.

Men de gode lån er gode at have. De gode lån er dem du tjener penge på. Det er for eksempel ganske få der kan købe en investeringsejendom for egne midler, men det kan mange, med hjælp, i form af et lån fra banken. Derved bruger man lånet som løftestang.

Vær dog opmærksom på at alle lån, gode som dårlige, registreres som passiver i balanceregnskabet.

→Vil du vide mere om balanceregnskabet, så anbefaler jeg at du ser denne vlogpost

Dit økonomiske udgangspunkt 

Som udgangspunkt ser din økonomi ud som en af følgende 3 økonomi-typer:

1. Enkel (midlertidlig) økonomi

Typisk sådan som økonomien ser ud for mange unge mennesker og mange lavindkomsttagere. Der er ikke så meget at administrere. En bærende aktiv indkomst og relativt få udgifter. Pengene flyder med andre ord ganske hurtigt ind og ud af regnskabet.

2. Stresset økonomi

Sådan ser økonomien ud for mange familier der har været på arbejdmarkeder i nogle år. Der er kommet børn til, så der behøves et større hjem. Der er også brug for en bil for at kunne komme rundt, evt. et sommer hus, båd etc. Der er primært en aktiv indkomst med to voksne som bidrager med hvert sit lønjob og en række passiver der gør, at der hele tiden skal tilføres nye penge for at korthuset ikke vælter.

3. Generativ økonomi

Man har en generativ økonomi når man ud over den aktive indkomst også har passive indkomster som investeres i aktiver der generer yderligere passive indkomster. På et tidspunkt kan de passive indkomster dække samtlige udgifter og man er ikke længere afhængig af den aktive indkomst.

70% af den danske befolkning har det vi kalder en stresset økonomi. Det er det, vi i populær tale kalder et liv i hamsterhjulet. Jeg påstår at ganske få har valgt denne økonomi, men er havnet der helt automatisk. Eller sådan kan det føles. Men Vi har jo alle haft mange valg inden vi havner i hamsterhjulet. Men vi har ikke aktivt truffet valg for at undgå den stressede økonomi. Første skridt for at komme ud af hamsterhjulet, er at forstå hvordan penge flyder i ens liv. Jeg håber du kan bruge denne forklaring.

Vil du vide mere om forskellen på de 3 økonomi-typer, så anbefaler jeg at du ser denne vlogpost som er set af mere end 7000 mennersker på facebooksiden

Kom igang 

Du har nogle resultater i dit liv i dag. De resultater er resultater af de vaner du har, de handlinger du foretager og den attitude du har. Så hvis du vil have nye resultater i dit liv, er du nødt til at ændre nogle grundlæggende ting.

For at få nye resultater i dit liv, er du nødt til at være en person der har den slags resultater du ønsker dig. Du er nødt til at have de rigtige vaner og den rigtige attitude.

Egentligt er vejen til økonomisk frihed ganske enkel, du behøver ikke vide meget mere end du kan læse på denne side. Men som du læste længst oppe på siden, så er det at blive økonomisk uafhængig ikke et sprint, men et marathon, hvilket betyder, at du fra nu af skal holde fokus, være disciplineret og have energien og attituden på rette sted de næste mange dage, måneder og år. Er du klar til det?

På denne side fokuserer jeg på penge økonomisk rigdom og økonomisk frihed. Men et rigt liv defineres jo bredere end hvor mange penge du har på kontoen, det har vi alle fattet.

Det er derfor af allerhøjeste betydning at du allerede nu definerer, hvad et rigt liv er for DIG, hvorfor har du taget noget af din dyrebare tid ud for at læse denne side? Jeg tror ikke det handler om at kunne tælle pengene på kontoen, men snarere om, hvordan pengene på kontoen kan bruges til at gøre mere af det du synes om at gøre.

Jeg definerer et rigt liv ud fra 3 parametre.

  1. Den fysiske rigdom 

    Vores helse og helbred, samt alle de fysiske ting vi har i vores liv.

  2. Den indre rigdom 

    Vores perspektiv på livet, den attitude vi møder verden og livet med, og den taknemmelighed vi har.

  3. Den økonomiske rigdom 

    Vores penge-økonomiske rigdom, som giver os muligheder for at gøre mere af det, vi drømmer om.

Vi har vane at tænke at vi skal vi prioritere det ene frem for de andre. Nogen siger ting som, “Jeg synes ikke penge er så vigtige, jeg har valgt at prioritere min familie” eller “Det vigtigste er at jeg er sund og rask” eller “Jeg vil ikke være økonomisk fri, for jeg tror at det er vigtigt at jeg passer mit job, ellers bryder samfundet sammen”, eller “man bliver ikke lykkelig bare for at man har penge”.  Alle sammen “historier”, eller skal vi kalde dem løgne. Noget vi bilder os selv ind for at godtgøre, at vi ikke har de ønskede resultater indenfor et bestemt område.

Jeg påstår, at kun og KUN når vi løfter alle 3 af disse parametre samtidigt, så oplever vi et autentisk rigere liv.

På denne side dykker vi nu mere ned i, hvordan man skaber den penge økonomiske rigdom. De andre emner vil du kunne læse mere om i artiklerne på bloggen. Herfra skal du kunne lide penge og forstå at penge ikke er andet end den ressource der kan omsættes til det, der er et drømmeliv for dig.

Da jeg startede min rejse, var drivkraften styret af, at jeg havde prøvet at miste det meste og næsten stå på gaden med mine 2 små børn. Den afmagt og utryghed chokerede mig.  Det var grunden til, at jeg bestemte mig for, aldrig mere skulle jeg være utryg i min økonomi og usikker på hvilket liv jeg kunne give mine børn. Det var altså en klar push drivkraft, nemlig at skubbe mig væk fra noget jeg frygter så enormt meget. I dag er min push drivkraft intakt, men jeg har fået en ligeså stærk pull drivkraft. Altså drivkraften hvor jeg trækkes mod det liv jeg drømmer om, min vision.

Nu forstår du nok forskellen på push og pull drivkraften og du kan være bevidst om, hvad der har fået dig dertil hvor du er i dag og hvad der skal hjælpe dig videre.

Du husker sikkert historien om Alice i eventyrland? Jeg er ganske vild med filurkatten og jeg tænker på scenen hvor Alice kommer ned af en sti og møder Filurkatten, som ligger i et træ. En del af dialogen i denne scene, lyder sådan her: “Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme herfra … ?” siger Alice.

Alice and the Cheshire cat“Det afhænger jo en hel del af, hvor du vil hen,” sagde katten.

“Det er mig temmelig ligegyldigt …” sagde Alice.

“Så kan det jo også være det samme, hvilken vej du går,” sagde katten.

Det er jo helt fantastisk coaching fra Filurkatten.

For at du kan lægge en plan om at nå økonomisk frihed er første skridt, at du stiller dig selv spørgsmålet, “hvordan skal mit liv skal se ud”? Jeg mener ikke ud fra de muligheder du har i dag, men hvis du giver slip for nogen som helst begrænsninger og stiller sig selv spørgsmålet: ”Hvis jeg havde penge og tid i overskud, hvordan skulle mit liv så ideélt se ud”? Hvordan ville du bo? Hvad ville du bruge din tid på? Hvor ville du rejse hen? Skriv det ned og forestil dig at hvis dit liv allerede så sådan ud, hvordan ville det føles? Hvordan ville du se ud?

Denne del er så utrolig vigtig, da det er motoren der skal få dig fremad.

Målkapital

Når du er bevidst om hvilken livsstil du vil have, kan du beregne din målkapital, og hvor meget den livsstil vil koste dig månedligt og dermed også hvor meget du skal have i passiv indkomst for at blive økonomisk fri eller ligefrem i overflod.

Formlen for at beregne målkapital ser sådan ud:

Lad os sige at din ønskede livsstil koster dig 600.000 kr om året. Så kan vi beregne hvad det kræver i kapital at få 600.000 udbetalt fra investeringer årligt. Vi tager afsæt i et afkast på 8% årligt (Vi regner med en benchmark på 8%, da index vil give 7-8% i gennemsnit over tid).

Du skal altså have 7.500.000 kr. i kapital med 8% årligt afkast, for at kunne leve af din investering alene.

Byg strukturen

Jeg har en rigtig god nyhed til dig der lige er gået igang med at ændre din økonomiske fremtid. Lige præcis når det handler om privat økonomi, så har vi et område hvor det IKKE er den, der er stærkest eller klogest, det lykkes for. Det er derimod den der sætter strukturen op og følger den systematisk og disciplineret fremover. Dog vil jeg klart anbefale, at du ALTID videreudvikler din financielle intelligens. Det giver dig større muligheder for at ændre strategi på rejsen.

Jeg kan anbefale, at du læser bogen “Rich dad, poor dad”af Robert Kyosaki, det er en klassiker og den har betydet rigtigt meget for rigtigt mange mennesker, med god grund. Den beskriver disse skridt meget godt.

I  bogen skriver Robert blandt andet:

“Et arbejde er en kortsigtet løsning på det langsigtede problem, at betale regninger i slutningen af måneden”

Robert Kyosaki

Man er som sagt nødt til at tænke anderledes for at få de resultater som for eksempel Kyosaki taler om, og det starter med den måde vi økonomiserer med de penge der flyder i vores økonomi.

De fleste mennesker gør sådan her:

  1. Lønnen betales ind på kontoen den sidste dag i måneden
  2. Regninger betales (man betaler andre)
  3. Man forbruger
  4. Man sparer resten op

Men den rette måde at gøre det på, er egentligt at følge de gamle regler fra Babylon (Det kan du læse meget mere om i bogen ” The richest man in Babylon”). Det handler i virkeligheden om at betale sig selv først, så du fremover gør sådan i stedet:

  1. Lønnen betales ind på kontoen den sidste dag i måneden
  2. Man betaler sig selv først (helst min. 10%)
  3. Regninger betales (man betaler andre)
  4. Man forbruger
  5. Man sparer resten op hvis der er overskud

Du bygger din generative økonomi ved at følge nedenstående struktur:

Det er så enkelt, men betyder så meget. Du skal starte med at overføre (sæt det op så det sker automatisk) minimum 10% til en anden konto, du kan kalde den “Min fremtid”. Så kan du med god samvittighed gå ud og nyde livet bagefter. Det er klart at jo større procentdel du sparer op, jo hurtigere kan du bygge rigdom via dine investeringer, men 10% er et godt minimum at starte med.

Det kan godt mærkes de første måneder at der er forsvundet 10% af lønnen. Men her af det vigtigt, at du har en tydelig vision for, hvorfor at du sparer op. Efter kort tid mærker du det ikke. Prøv at lade som om din skat er gået 10% op, det er bare at betale. Du kan jo ikke argumentere imod skat. 🙂

Er du i en situation i livet hvor du ikke har 10% at gøre godt med, så start med en mindre procentdel og glæd dig i stedet til afsnittet længere på siden, om at tjene penge, for du behøver ikke ha en masse kapital for at blive økonomisk fri, du har jo også andre ressourcer du kan bruge.

Du har måske læst om FIRE bevægelsen, og om hvordan mennesker lever af absolut ingenting og sparer 50-70% af deres indkomst op. Det er rigtigt fint, det gør jo at man hurtigere kommer i mål. Dog må jeg sige (og dette er bare min holdning), at jeg vil nyde mit liv med min mand og 3 børn allerede i dag! Derfor er det ikke en vej jeg ser for mig, med det cashflow (penge ind på kontoen) vi har lige nu. Det ville være et alt for stort indgreb i de ting vi nyder i dag, såsom rejser og aktiviteter med og for børnene.

Som familie er vi, hjemme hos os, selv på en rejse, for at nå et delmål som hedder økonomisk frihed på 9 år, der er gået 5 år og der er ca. 4 år tilbage. Vi er over halvejs, (det kunne du læse om i årsrapporten for 2018). Det er længe at skulle leve på en sten mens børnene stadig bor hjemme og vil være sammen med os. Derfor har vi vurderet at det ville være for voldsomt. Det er vi ganske enkelt ikke interesseret i. Jeg mener derfor at man i FIRE bevægelsen er styret af et begrænsende tankesæt. Med det mener jeg at man fokuserer på den indkomst man har er knap, og at man skal spare mest muligt. Man går altså ud fra, at der er en begrænset adgang til penge. Jeg mener dog, at det er klogere, at fokusere på at tjene flere penge i stedet for at prøve at spare sig rig. I vores familie skaber vi passive indkomster der sikrer os flere penge som vi kan spare op af. Dermed bliver nettobeløbet i kroner hele tiden større. I dag (december 2018) har vi en opsparingsprocent på 20%, men vores nettobeløb er jo noget højere på en højere indkomst end på den lavere indkomst vi havde, da vi kun havde en aktiv indkomst.

Den gennemsnitlige dollar millionær har 7 indkomstkilder.

Tjen penge

Husker du indkomstkvadranten? Lad os kigge lidt dybere på hvordan du kan tjene (flere) penge og vi kan forenkle ved at skære det ned til 3 rubrikker

AKTIV INDKOMST

Du bytter din tid for penge

AKTIV INDKOMST

Du låser dine timer og selvfølgelig din viden til din indkomst, uanset om du er ansat eller selvstændig

INDKOMST AF KAPITAL

Dine penge tjener penge til dig

INDKOMST AF KAPITAL

Sæt dine penge i arbejde gennem at investere. Du kan investere i cashflow investeringer som giver en ekstra indkomst på kort sigt

PASSIV INDKOMST

Du bygger et system eller en maskine der tjener penge til dig

PASSIV INDKOMST

Du investerer din tid, energi og viden i et system som genererer en løbende indkomst også når du ikke bruger din tid på det

Det er 3 forskellige måder at tjene penge på, og de er egentligt også listet efter hvad der mest almindeligt og hvad der er lettest at skabe. Der er ikke noget der er bedre end andet, men der er forskellige fordele, ulemper og arbejdsindsatser ved dem.

Når det så er sagt, så tror jeg at du stadig læser med her fordi du vil flytte dig mod at få mere og mere af din indkomst fra de sidste 2 muligheder. Derfor vil jeg gennemgå hvordan du med fordel kan agere og tænke når du får dine indkomster fra de forskellige indkomstkilder. Det er meget normalt at man sparer op og investerer, samtidigt med at man har et lønnet job, men tænk på hvad der ville ske i din økonomi, hvis du samtidigt bruger din fritid til at bygge en passiv indkomst.

Aktiv Indkomst

Her tager vi udgangspunkt i en indkomst fra et kontinuerligt arbejde eller bidrag du modtager fra staten, a-kasse og lignende. Man bytter sin tid og selvfølgelig sine evner for at tjene penge. Når man har gjort det x antal dage i en måned, kommer der penge ind på kontoen den sidste dag i måneden. Denne måde at tjene penge på er den absolut mest almindelige i Danmark. Det er det vi lærer fra vi er små, nemlig at vi skal gøre et stykke arbejde for at få lommepenge. Stopper man med at komme på arbejde, så stopper pengene (lønnen)også med at komme. Det er derfor at jeg refererer til aktiv indkomst som at løbe med spande med vand.

Både ansatte eller hovedparten af selvstændige har denne mest almindelige indkomst kilde, da det er det letteste at skabe. For dig der tjener dine penge aktivt, kan disse tips være med til at gøre den største forskel for din privatøkonomi på langt sigt.

  • Sæt penge til side (spar op), minimum 10% af din løn, eller så meget du kan. Det vigtigste er at du får vanen.
  • Automatisér din opsparing. Sørg for at flyt pengene væk fra din løn konto så snart du får dem. Gerne direkte ind på din investeringskonto. (tænk på rørledning frem for spand)
  • Tjen mere. Bed om at få mere i løn, eller byt job. Tænk på at du sælger kompetencer, så hvilke kompetencer skal du investere i for at kunne øge din løn. Spørg eventuelt din chef….
  • Nyd din dag. Hvis du arbejder 8 timer om dagen, så sørg for at du trives med dit job og dine kollegaer. Jobbet er for mange kilden til sociale relationer og udfordringer der får dig til at vokse som menneske.
  • Lær, at arbejde er også en glimrende mulighed for at lære. Hvad kan du lære fra din arbejdsplads som du kan bruge når du investerer og bygger en passiv indkomst?
  • Brug din fritid på at forstærke din finansielle IQ.
  • Spar penge i dagligdagen. Man kan ikke spare sig rig, men man kan sætte flere penge til siden til investering, hvis man forbruger mindre i hverdagen. Jeg foreslår at du starter med at gennemgå alle dine passive udgifter, der kan du sikkert finde nogle ekstra penge og skabe en struktur der sikrer, at du gør det regelmæssigt.
  • Fokusér på at forbruge af afkastet og ikke af kapitalen. Vent hellere med at tage en ferie til den kan betales af afkastet, frem for at bruge den kapital, der skulle have skaffet dig et afkast. Bliv bedste ven med udskudt belønning.

Jo hurtigere du omsætter løn til afkast, jo hurtigere bliver du fri.

Jan Bolmeson

Indkomst fra kapital

Er det vi kalder at investere (eller spare op). Her handler det om at lade de penge man har sparet op, tjene penge til sig istedet for at man som ovenfor arbejder hårdt for sine penge. Pengene er jo faktisk betydeligt bedre til at arbejde end vi er. De holder ikke fri. De arbejder 24 timer i døgnet året rundt og desuden kan de arbejde videre for næste generation, når du ikke behøver dem længere.

Passiv Indkomst

Den tredie måde at tjene penge på skiller sig ud fra den aktive indkomst, ved at den kræver mere arbejde til at begynde med, men den giver herefter en løbende indkomst (man bygger et rør i stedet for at gå med spande). Den skiller sig også ud fra den anden mulighed fordi, i modsætning til indkomst fra kapital, som kræver at man har kapital at investere, så kan man skabe en passiv indkomst ved at bruge ressourcerne TID og ENERGI i stedet for PENGE. Denne mulighed er sværere, kræver mere kreativitet og tager længere tid, eftersom det er et system der skal bygges. Men når det vel er igang, kommer indkomsten og man kan bruge sin tid på at bygge et nyt system og man slipper for at springe med spande fremover. De mest almindelige eksempler på passive indkomster er for eksempel at skrive bøger, bygge virksomheder (som man ikke selv arbejder i), netværksmarkedsføring, samarbejds -og affiliateaftaler, musik, rettigheder etc.

Indkomst fra kapital (dine penge tjener penge til dig)

Fordelen ved at sætte dine penge på arbejde, er at der ikke er et loft på hvor meget de kan tjene. Over tid vil de højst sandsynligt tjene mere end dig!

Når du investerer, køber du egentligt aktiver og man kan dele investeringer i to grupper, værdistigningsinvesteringer eller cashflow investeringer. Værdistignings-aktiver er når du investerer i noget, med forventning om at det har en større værdi nu eller i fremtiden. Man kan som sådan ikke leve af det her og nu, da der ikke kommer penge ind på kontoen løbende. Men på et tidspunkt kan aktivet sælges og du får afkast i form af det overskud der er. Det er det der sker når vi køber en ejendom (som ikke udlejes), dog skal man være bevidst om at man ikke nødvendigvis tjener penge på at sidde på fast ejendom. Flere og flere familier oplever at de bliver insolvente, da de har købt deres bolig for dyrt og nu ikke kan sælge den uden et stort tab. Der er altså ikke en naturlov der siger at ejendomme altid vil stige i pris, trods at det kan opleves sådan, hvis man er ny på ejendomsmarkedet i storbyerne. Andre typer af værdistigningsinvesteringer er for eksempel pensionskassen (eller dennes placering) ædelmetaller, aktier (uden udbytte), fonde, ETF-er .

Cashflow-aktiver er investeringer som giver et løbende afkast udbetalt. Denne type af investeringer vil altså hurtigere kunne erstatte din løn fra et arbejde. Et cashflow kan komme på uge, måneds, årsbasis og denne type af investeringer er min absolutte favorit af 2 årsager:

1. Den kan som sagt erstatte eller øge min indkomst, så jeg kan hæve min opsparingsprocent og dermed speede mine investeringer op.

2. Den giver mig en større tryghed i bearmarkeder (nedgangstider).

Lad mig forklare, hvordan jeg tænker om det.
Forestil dig, at du har samlet hele din opsparing i en pensionskasse (tænk gerne på hvor mange penge du lige nu har sparet op i pension). Forestil dig nu at 50% af dem forsvinder, hvordan føles det? Forestil dig nu at 50% af de resterende penge forsvinder. Hvordan føles det nu? Forestil dig nu at 50% af de resterende penge forsvinder. Hvordan føles det nu? Til sidst forestil dig at 15% af det du har tilbage forsvinder. Hvordan har du det nu? Hvordan ville din økonomi og fremtid se ud hvis du skulle gå på pension nu?

Lyder det for overdrevet? Det er faktisk hvad der skete under “the great depression” i starten af 1930’erne. Over en periode på 3 år forsvandt 90% af værdien på børsen.  Hvorfor skulle det ikke kunne ske igen?

Jeg vil godt sikre mig at mit liv og min hverdag er finansieret af cashflow som betaler regningerne løbende, som f.eks. fysiske udlejningsejendomme. Selv om værdien på ejendommen skulle falde, så findes der ingen historik på at lejeindkomster falder i nedgangstider, og vi skal alle have et sted at bo. Cashflow investeringer kan således f.eks. være ejendomme, Peer-Peer lån, udbytte på aktier.

Price is what you pay, value is what you get

Warren Buffet

Når du investerer så tænk på at:

  • Start tidligst muligt. Tiden gør en stor forskel og udnyt rente-på-rente effekten
  • Vær ærlig over for dig selv i forhold til, hvor meget tid du vil bruge på investeringer
  • Investér i noget du forstår og tænk på om det er vigtigt for dig, at investere i forhold til dine værdigrundlag
  • Hvis du ikke vil bruge en masse tid på at sætte dig ind i de forskellige virksomheder på børsen, så køb brede passive index fonde, du bør ikke betale mere end 0,4% i afgift
  • Kig på afgifter. Fondssælgerne vil fortælle dig bruttoafkastet, så vær sikker på at du forstår hele investeringen og dit forventede bruttoafkast
  • Spred dine investeringer for at minimere din risiko (medmindre du som Warren Buffet, bruger mængder af tid på at analysere og forstå de forskellige virksomheder)
  • Forstå forskellen på at investere og spekulere
  • Fokusér snarere på at minimere tab frem for at maximere afkast. Hvis du mister 50% på en investering, skal du have 100% bare for at gå break-even, men mister du 90%, så skal du jo hente 900% bare for at gå break-even

Rente-på-rente effekten

Det absolut vigtigste redskab at kende til som investor, er rente-på-rente effekten eller renters rente, da dette er grunden i en pengemaskine:) Er bare vild med det ord!

Renters rente betyder i al sin enkelhed, at de penge som du har tjent, har tjent nogle penge og nu tjener både de nye og gamle penge, nye penge sammen, lad mig vise:

Du har investeret 1.000,- kr, de 1.000,- kr har givet et afkast på 100,- kr (10%) , så nu har du 1.100,- kr som med et afkast på 10% bliver til 110,- kr.

Man kan sagtens være bekendt at give renters rente skylden for, at de rigere bare bliver rigere og rigere og skaber et større gab til middel og arbejderklassen. Når du udnytter renters rente effekten, så vil du på et tidspunkt opleve, at du ikke længere kan tjene penge lige så hurtigt som dine penge gør det.

Hvis du ser på grafen herunder, så ser du at penge er meget langsomme når de lige starter på arbejde. Men over tid øger de farten og det går det hurtigere og hurtigere. I eksemplet i denne graf starter vi med et startkapital på 20.000,- kr, sparer 1.000,- kr op i måneden og til en rente på 8%.

Beregneren er enkelt sagt en maskine som er bygget af forskellige knapper man kan skrue på, for at ændre sit resultat. De knapper der påvirker resultater er:

  • Startbeløb – Hvor meget kan du finde i din økonomi til at starte med? Jo større startbeløb, jo mere fart får din investering ud af starthullerne.
  • Opsparingsbeløb -Hvor meget kan du spare op hver måned, kan det øges?
  • Afkast – Jeg udgår fra et afkast på 8%, da det er hvad man kan forvente at få (i gennemsnit) i afkast fra en passiv index fond uden eller med meget lav afgift. Kan du placere penge til en bedre forrentning?
  • Tid – Tid er den vigtigste faktor, hvor lang tid kan du lade dine penge arbejde i fred? Jeg anbefaler min. 10 år, for at du skal nå at få nogen effekt.

– Sæt dine egne tal ind i min beregner og få både en graf og en tabel

– Læs mere om rente-på-rente i denne artikel

Passiv indkomst

At skabe passiv indkomst er bestemt den sværeste måde at øge sin indkomst på, men også den sjoveste og den kan accellere din indkomst hurtigere end hvis du alene arbejder på de andre to planer.

Det du skal tænke på når du vil bygge passiv indkomst er:

  • Spørg om hjælp. Ligegyldigt hvad du vil gøre, har nogen anden gjort det før dig, så find dem og spørg om hjælp.
    Det er min oplevelse at de der er frie har overskud og vil gerne hjælpe.
  • Ha’ det sjovt. Som du kan læse længere oppe i teksten i afsnittet omkring passiv kontra aktiv indkomst, så kan det tage tid og en del arbejde i starten, det er lettest at holde ved, når man har det sjovt. Desuden er der frit valg til at vælge projekter der kan skabe passiv indkomst, så hvorfor ikke vælge en hobby.
  • Tænk i spande! Husker du at jeg sammenligner passiv indkomst med at bygge vandledningssystemer? Så spørg dig selv om det du laver, er at springe med spande eller bygge et system som giver dig indkomst når du sover.
  • Hold ud! Du får mange anledninger til at give op. Det kan være hårdt at arbejde på et projekt i lang tid uden løn, men når du kommer over på den anden side, får du gevinsten i form af en passiv indkomst kilde.

– Her er 15+ tips om passive indkomstkilder

Konklusion og afsluttende ord

Jeg håber, at du har fået nogle indsigter i ovenstående tekst. Skal jeg på få linjer opsummere det, jeg ser som vigtigt at huske på, så er det at være bevidst om at:

  • Der ikke kun findes en plan A eller B, men også en plan C
  • Du kan investere både tid, penge og energi
  • 80% af at komme i mål handler om mindset, derfor er er det vigtigt at du starter med at lave et klart “hvorfor”
  • Cashflow is king, jo hurtigere du erstatter lønindkomst med indkomst fra kapital eller passiv indkomst, jo hurtigere vil du blive fri fra hamsterhjulet
  • Sæt dig ind i dit regnskab, lave en oversigt over dine aktive/passive indkomster, aktive/passive udgifter, dine aktiver og passiver
  • Sæt en struktur der sikrer at du automatiserer så meget som muligt
  • Ha det sjovt, mens du opbygger din financielle kompetence
  • Hold ud, ting tager tid. Find trøst i at tiden er din bedste ven og leg lidt med rente på rente beregneren

Sidst men ikke mindst, gå igang! At læse denne side uden at tage aktion, hjælper dig ikke nærmere økonomisk frihed.

Tag imod hjælp! Du kan tilmelde dig til vores nyhedsbrev og få fat i de nyeste artikler. Tilmeld dig til en kickoff weekend, der hjælper dig med at finde visionen, strukturen og planen, eller tag fat i mig hvis du vil have en af de få mentor-forløb-pladser jeg tilbyder årligt. Jeg køber ikke dine undskyldninger, men hjælper dig med at bygge din økonomi på en generativ måde, med den rette struktur der sikrer din fremgang. Så overvej hvad er et liv på dine præmisser værd for dig?

Nyeste artikler

Månedens rige person – September 2019

september 13th, 2019|0 Comments

Månedens rige person er en person som har er har eller er igang med at [...]

Bæredygtige investeringer – investér i det du ønsker mere af

juli 7th, 2019|0 Comments

Har du hørt om impact investing? Jeg interesserer mig selv meget for bæredygtige investeringer og [...]

Månedens rige person – Juni 2019

juni 25th, 2019|0 Comments

Månedens rige person er en person som har er har eller er igang med at [...]

Månedens rige person – April 2019

april 16th, 2019|0 Comments

Månedens rige person er en person som har er har eller er igang med at [...]